Jeppe Kidmose er i dag 24 år gammel. I en alder af 19 år får han konstateret lymfekræft og kræft i sin skjoldbruskkirtel. I dag er han uhelbredeligt syg, men sådan ser han ikke selv på det.
Foto: Oskar Berg Enemark. Jeppe Kidmose er både tilfreds og stolt af den hvide t-shirt, som han og vennerne fra KREW selv har designet.
Af Oskar Berg Enemark
”Du er godt klar over, hvilken besked du lige har fået? Det er slemt det her”. Det er Jeppes fars ord, som han husker dem fra den fredag i marts 2019, hvor de to står ude foran Odense Universitetshospital og er på vej hjem efter, hvad der viste sig at blive en skæbnesvanger dag for Jeppe og hans nærmeste.
”Det tror jeg er det første øjeblik i mit og min fars liv, hvor vi står og græder i hinandens arme”
Jeppe og hans far var taget på hospitalet, fordi han havde bekymringer omkring en bule på sin hals. Bekymringer, som var opstået efter at Jeppes gymnasieveninde, få uger forinden Jeppe og hans far er på Odense Universitetshospital, havde fået konstateret kræft i en lignende bule på sin hals.
Jeppe er i løbet af fredagen blevet tilset af flere forskellige læger, har fået taget prøver, foretaget scanninger, men ingen kan fortælle, hvad det på hans hals er, før han til sidst får overlægens opmærksomhed. Mest af alt er han og hans far ”trætte af at blive kastet rundt, og vil bare gerne hjemad imod Vejle.” Men det tager en drejning, da overlægen med det samme kan se, at Jeppes situation er meget mere alvorlig, end Jeppe og hans far kunne have forestille sig. Jeppe har lymfekræft og kræft i hele sin skjoldbruskkirtel. Han skal opereres mandagen efter.
Det er bekymringer, som desværre bliver til virkelighed for de cirka 1400 unge i alderen 18-39, der hvert år får konstateret kræft. For skjoldbruskkirtelkræft i 2017-2021 gælder det, at det årlige antal tilfælde i gennemsnit er på 473 for alle aldersgrupper. Udfordringen, man endnu ikke har formået at løse optimalt, er ifølge Maria Aagesen, fysioterapeut og laver ph.d. omkring kræftrehabilitering til unge voksne ved Brugerperspektiver og Borgernære indsatser på SDU, at sikre, at kræftpatienter får den hjælp og støtte de har brug for.
”Alle patienter skal have foretaget det der hedder en behovsvurdering for rehabilitering efter endt behandling. Udfordringen er, at det ikke sker så systematisk, som det er tænkt.”
Behovsvurderingen bliver lavet af personalet på hospitalerne, hvorefter patienter med behov for dette, bliver henvist til kommunerne, som herefter løfter opgaven om at få patienterne ud til de rehabiliteringstilbud, de har behov for. Udfordringen er altså, at dette samarbejde ikke fungerer efter hensigten. Det kan f.eks. ses ved, at Københavns Center for Sundhed og Rehabilitering kun har cirka 100 unge igennem deres forløb og rehabiliteringsprogram om året.
Jeppes gymnasietid
Da Jeppe Kidmose starter på STX i Vejle, er det ikke skolen, der får lov til at fylde hverdagen. Han har dyrket fodbold siden han var 4 år, og har fortsat i det spor siden da. Det betød, træning 1-2 gange om dagen, hvorfor gymnasiet og alt hvad det indebar af sociale arrangementer kom i anden række.
Det er også i starten af gymnasiet, at Jeppe skifter til FC Fredericia, hvor han først får lov at prøve kræfter med U17 og U19 division, før han til sidst er med til førsteholdets træninger.
”Jeg kan huske den første mand jeg sætter. Det er altid en skal, der lige skal knækkes, fordi man kommer ind og er lidt nervøs, 160 centimeter høj og alle de andre er to meter. Jeg får bolden ned, og jeg er bande. Jeg lader som om, jeg vil spille den bredt, men så cutter jeg på bolden, og så løber han langt væk.”
På det her tidspunkt dyrker Jeppe fodbold på et niveau, hvor drømmene fra barnsben begynder at se mere og mere realistiske ud. Alt det krudt han har brændt af til fodbold igennem årene, kan måske give pote. I starten af sit tredje og sidste år på gymnasiet, bliver han skadet, og begynder derfor at få lidt bedre karakterer i sine fag. Han kommer mere til de sociale arrangementer og fester, begynder at drikke lidt alkohol. Det første halvår er med Jeppes ord et rigtig sjovt år, når han tænker tilbage på det. Men det hele tager en drejning, da hans veninde får kræft. For det baner vejen for hans bekymringer om den bule, han selv har på halsen.
”Hvad nu hvis min veninde ikke var blevet syg? Så havde jeg aldrig tænkt over det. Var det så gået galt et år senere?”
Jeppe er stille et øjeblik, og kigger med et seriøst, tænksomt blik ud i luften, da han har sat ord på, hvordan venindens sygdom dengang skabte de bekymringer, han gik med i tiden forud for fredagen på Odense Universitetshospital.
To grådfyldte døgn
Weekenden var hård og præget af tårer, især fra Jeppes forældre. Han var nødt til at undvige hjemmet og tog derfor hjem til sin ven, for han havde besluttet sig for at være åben omkring den forestående operation, som ventede på den anden side af weekenden. Jeppes behov for at informere sine nærmeste betød, at han den weekend kørte rundt for at fortælle, hvad der skulle ske. Mandag ventede en operation, og selvom han var ved godt mod, følte han det nødvendigt at forberede dem på det værst tænkelige scenarie. En hård weekend, hvor tårerne ikke kun var hans egne, men også hans forældres. For de måtte se deres barn stå over for en uvis fremtid.
Operationen i sig selv skulle ikke være mere avanceret end som så. Men da Jeppe ligger på operationsbordet, finder lægerne i alt 51 knuder i hans hals, hvoraf der var kræft i 31 af dem. Det komplicerer operationen så meget, at den ender med at vare knapt otte timer. Kun hans familie er klar over, hvad der sker, for Jeppe selv, er i fuld narkose. Da han vågner igen, er det med et stort ar op ad halsen, men operationen er gået godt. Der går alligevel ikke længe før han siger fra. Mere præcist to døgn, for onsdag bliver han udskrevet. Han bryder sig slet ikke om at være indlagt.
”Jeg går amok af at være her. Jeg kan ikke være her, jeg kan ikke sove her så mange dage. Så jeg bliver udskrevet. Kommer i skole, selvom jeg er totalt smadret, på morfin og ikke kan mærke min hals og min krop.”
I skolen stiller Jeppe sig op foran klassen, hver gang, der er sket noget nyt i det kræftforløb, han er igennem. Han fortæller, hvad der er sket og hvordan det er gået, for han er som person meget åben og vil hellere selv fortælle om sin sygdom og operation, end at lade folk tolke sig til, hvilken historie det store ar gemmer på. Det er et svært emne at snakke med kammeraterne om, for hos nogen ripper det også op i gamle sår at snakke om kræft. Det er derfor blandede reaktioner, der møder Jeppe på gymnasiet.
”Jeg kan jo se, at folk de snakker, snakker om mig, kigger på mig, uden at snakke til mig.
Der var rigtig mange, der blev bange og ikke rigtig turde snakke med mig efterfølgende.”
Igennem det langtrukne behandlingsforløb, der følger operationen, er Jeppe både til radioaktiv-jod behandlinger og to mindre operationer. Igennem behandlingsforløbet er han indlagt på det, der hedder hals- og hovedafsnittet. Dér hvor mange af patienterne virkelig har det dårligt. Flere gange igennem behandlingsforløbet, som foregår med jævne mellemrum, søger han væk ad hospitalets lange korridorer. Han bevæger sig ned på børneafdelingen, for at bygge LEGO med de børn, der også er indlagt på hospitalet.
Foto: Jeppe Kidmose. Billeder fra før og efter den første operation i marts 2019.
Igennem Jeppes kræftforløb ser han både en psykolog, han får tilknyttet en fysioterapeut, som han kan gå til, og han deltager i samtaler hos Kræftrådgivningen i Aarhus. Det er dog ikke alle, der får stillet dette til rådighed, og ikke alle unge kræftpatienter føler sig mødt i de kommunale tilbud, der er, ifølge Maria Aagesen:
”Alle danske kommuner har et kræft-rehabiliteringstilbud. Udfordringen er, at rehabiliteringen er målrettet en ældre målgruppe. Vi ved, at de unge har nogle andre behov, fordi de befinder sig et andet sted i livet.”
Én af udfordringerne ved at målrette indsatsen til de unge, er at de efterspørger ’peer-to-peer’ samtaler, hvor man møder andre, der står i omtrent samme situation, som én selv. Det bliver først svært for unge kræftpatienter at tale om deres sygdomsforløb og de konsekvenser, der kan følge, når de ikke kan spejle sig i andre. Endnu værre er det, at nogen oplever slet ikke at kunne snakke med nogen om det, erfarer Christine Mandrup-Rehr, i sit arbejde som frivilligkoordinator for Ung Kræft.
”Vores oplevelse af de unge, er at de tit oplever stilhed, folk tør ikke spørge, for det bliver tabuiseret, at de er syge. Det bliver noget, vi helst ikke skal tale om, fordi folk er bange for at gøre dem kede af det. Det får dem til at føle sig endnu mere ensomme eller udelukkede.”
Nyt perspektiv
Det sker på en almindelig køretur med drengene, en simpel social aktivitet fra gamle dage. Midt på køreturen går det op for Jeppe, hvor taknemmelig han er for alt det, han har. Hans blik veksler mellem den flotte solnedgang, han kan se fra bilens vindue og sine kammerater, der er med i bilen. Det er små glæder, og livets hverdagsting, der for Jeppe bliver en påmindelse om hvert øjebliks værdi.
”Man bliver taknemmelig. For små ting, små og i manges øjne også ligegyldige ting. Morgener og aftener, lige så vel som et godt måltid og venner.”
Jeppe er rolig, da han fortæller, at kræften er noget han med al sandsynlighed skal leve med resten af sit liv.
”Jeg er uhelbredeligt syg, men det kan jeg ikke lide at bruge. Jeg er syg og skal leve med det, og jeg kommer til at leve med det. Lige så længe som I andre lever, forhåbentlig”
For Jeppe er det vigtigste, at det nu er under kontrol og at han overlevede den drastiske drejning, hans liv tog i marts 2019. Han har fået et nyt perspektiv på livet, som har gjort, at han har fundet en anden version af sig selv. Én, som han beskriver som et bedre menneske, der ved hvad han finder sig i, og hvad han sætter pris på.